Da landsbyen blev grøn
Lolland Kommune har sat utraditionelle, grønne initiativer i værk, som kan rokke ved CO²-regnskabet i energilandsbyen, Horslunde. Kommunen har planer om at udbrede modellen til andre landsbyer.Den lokale skole i Horslunde har netop fået 70 solcellemoduler på taget, én efter én isolerer familierne deres huse, udskifter ruder og oliefyr – selv gadelygterne er energirigtige. Der er mange tegn på, at Horslunde rykker på det grønne felt. Det skyldes, at kommunen har sat særlige initiativer i værk blandt andet i forbindelse med, at byen inden for rammerne af projekt Mulighedernes Land er udnævnt til energilandsby.
– Mulighedernes Land er et 6-årigt projekt, der sætter fokus på udvikling i Danmarks yderområder. Tre kommuner, herunder Lolland, har indgået et partnerskab med Realdania om at styrke bosætning og turisme for derved at bidrage til øget livskvalitet i yderområderne. Og i den forbindelse har Lolland Kommune valgt at omdanne Horslunde til energilandsby, fortæller borgmester i Lolland Kommune, Stig Vestergaard og tilføjer:
Initiativet er i tråd med to klimaaftaler, som kommunen har indgået. Dels en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive Klimakommune og dels en Borgmesteraftale. I begge aftaler forpligter kommunen sig til at nedbringe CO²-udslippet. Energilandsby Horslunde skal vise, at energiforbruget hjemme hos borgerne, i erhvervslivet og i kommunens egne bygninger også spiller en vigtig rolle.
Energibesparelser i praksis
Men ét er ambitioner om at være grøn kommune noget andet er realiteter, med andre ord vil de fleste gerne rokke ved CO²-regnskabet men at udføre det i praksis kan være en udfordring. Kommuen har derfor blandt andet tilknyttet en dedikeret medarbejder, Anne Pedersen, til projektet. Anne Pedersen er energiingeniør og har kontor i Horslunde by med 700 beboere. Hun hjælper både private som erhvervsdrivende med at gøre deres grønne tanker mere jordnære.
– Vi kender alle sammen de store tykke manualer om, hvordan vi skal spare varme, skifte elpærer, og nedsætte vores forbrug på en gang. Her tror vi på, det virker bedre at tage det ét skridt af gangen, fortæller Anne Pedersen.
Borgerne er interesseret i grønt
Anne er mødt op til energimesse i Ravnsborghallen, som Energilandsbyprojektet er en af intiativtagerne til.
Indenfor de første tre timer, er over 500 besøgende mødt for at søge mere viden om, hvordan de kan gøre noget for miljøet, og samtidig spare penge – omkring 40% af al energiforbrug stammer fra bygninger – så håndværkere, entreprenører og producenter står klar til at fortælle om fordelene ved opvarmning med pille-fyr, A++ køleskabe, energiruder og meget mere. Borgerne får råd og svar på de grønne udfordringer, og som dagen skrider frem, får udstillerne mere og mere i ordrebøgerne.
– Vi har fået bedre boliger og et bedre landsbysamfund så vores plan er, at konceptet i Horslunde kan være forgangseksempel for andre kommuner og landsbyer i Danmark. Selv har vi planer om at implementere denne model i andre landsbyer i kommunen, tilføjer han.
Om energilandsbyen
Allerede i 2006, da Horslunde gik fra at være ”hovedstad” i tidligere Ravnsborg Kommune til at være en blandt mange landsbyperler i den udviklingsorienterede Lolland Kommune, holdt vi ”borgergruppemøder” om, hvordan vi skulle sikre en fortsat positiv udvikling.
Borgerne havde rigtig mange ideer, blandt andet om energitiltag. Vi er overbeviste om, at valget af vores ide om energilandsby skyldes, at vores oplæg var både visionært, men også at landsbyen havde ejerskab af ideen. Horslunde huser kunk godt 700 børn og voksne indenfor byskiltene. Til gengæld er andelen af ildsjæle stor – og der er plads til flere.



